Forside Historie Moselauget Briketfabrikken Redskaber/Maskiner Aktiviteter Inspiration Email os
Redskaber/Maskiner
Jens Holm Jeppesen og Niels Jørgen Christensen i tørveskæret. Her i tipvognslokomotivet med en to cylindret Deutz motor. Oprindelig med en Ford motor. Lokomotivet er bygget på Kastrup maskinfabrik
Der arbejdes på at ligge en oversigt med billeder ind på denne side, hvor alle de speciallavede redskaber der blev brugt i mosen til at grave tørv, vil blive fremvist. På billedet er en renoveret udgave af et af de tog der transporterede tørvemassen fra gravene i mosen og frem til briketfabrikken hvor briketterne blev presset. Herfra blev de færdige briketter med tog eller lastbil fragtet rundt i hele landet til brændsel.
Fra venstre ses Jens Holm Jeppesen og Arnt Nielsen, Kaas, ved en Vejen presser som Jens har renoveret. Vejen presseren er iøvrigt opkald efter byen hvor den blev fremstillet. Den var den første presser der blev brugt i moserne vest for Moseby. Arnt var en af de vognmænd som hentede pressere i Vejen hos fabrikanten der. Det fortælles, at der nærmest var fest i byen når Kaas folkene kom og købte pressere. Det betød nemlig, at nu kom der penge til byen.
Tørveredskaber fra mosen
|
|
|
|
|
Klump spade. |
Hjerte spade også kaldet Kaas spade. |
Vandspade - anvendt i moser hvor der var
|
|
|
Stikker - skærer tørvene ud af klumpen fra vandspaden. |
|
|
|
|
|
|
|
Maskinerne
Tørvepresser med elevator og klipper. Her trukket af Asaa motor.
Tørvepresser med elevator og klipper. Tørvemassen bliver læsset på elevatoren ( tranportøren ) nede i graven. Herfra føres det op til selve presseværket som består af nogle roterende knive. For enden af dem føres tørvemassen igennem en snegl og videre ud af en tud. For enden af tuden sidder der to x fire tallekener, eller runde knive. Fire for neden og fire for oven. Disse tallekener skærer massen igennem, hvorved der laves fire tørv som står på højkant. Et klippeværk - som det der sad i selvbinderen - klipper massen over lige nøjagtig når tørvens længde på 23 cm er nået. Det var her tvisten mellem arbejdere og fabrikanten kunne opstå. Arbejderne blev aflønnet pr 1000 tørv og fabrikanten solgte tørvene efter vægt. Ved at smøre båndet lidt med olie, kørte det lidt hurtigere = mindre tørv / flere tørv! = flere penge til arbejderne. Opdagede fabrikanten det, smed han en håndfuld sand på båndet, som havde den modsatte effekt = længere tørv, flere penge til ham! Sådan kunne de tværes og skændes over det.
Asaa diesel motor Formbrændselspresser tørvevogn
Asaa diesel motoren var en meget populær motor til at trække et presseværk Formbrændselspresser, et stempel presser tørvemassen sammen til en briket. En lidt billigere briket end dem fra Kaas Briketfabrik. De kom ud i endeløse baner og knækkede herefter af i forskellige længder. Den viste model er en mindre udgave. Søren Pilgård havde i Gl. Kaas en lidt større fabrik, hvor presserne blev trukket af to store diesel motorer. Briketterne herfra blev presset op i en silo, som lastbilerne kunne bakke ind under. Gennem en lem lempede man briketterne ned på ladet. Herefter gik turen ned til Kaas station, hvor læsset blev vejet enden det blev kørt ud til kunden. I og omkring Moseby var der fire formbrændselsfabrikker.
Moselaugets mini udgave af et ælteværk. De færdige æltetørv Tipvogne og lokomotiv med 2 cyl Deutz motor
Moselauget har i år købt en renoveret Bukh traktor. Bukh traktoren har også haft tilknytning til mosen,
idet den har været anvendt på Kaas briketfabrik.
Traktoren er doneret til Moselauget i 2007 af el- fondene i Kaas og Pandrup, samt af Sparekassen Hvetbo .
BUKH ´en fotograferet ved Kaas briketfabrik
Bukh begyndte i 1947 at konstruere en traktor. Man lavede en række prototyper hvor man fik afprøvet forskellige typer bagtøj og gear. Motorerne var en 2 cyl. på 30 hk og en 3 cyl. på 45 hk. Serieproduktionen påbegyndtes i 1956 og sluttede 29 april 1968.
Læs mere om Motor- og traktorfabrikken Bukh, i Jørgen Kjærs fremragende bog BUKH - den danske traktor, på forlaget Motorploven
Af
Et arbejdsliv på ” briketten ” Kaas briketfabrik
I forbindelse med Moselaugets nyerhvervede Bukh traktor, har formanden opsøgt en af dem som kørte med Bukh én i sin tid ved Kaas briketfabrik, 85 årige Niels Jensen fra Moseby. Niels har en god hukommelse og kan huske mange hændelser fra sin tid på Kaas briketfabrik, hvor han blev ansat i 1950
Niels Jensen bor i sit hyggelige lille hus på Granvej 13 i Moseby. Et i rækken af ” Villads huse ” opkaldt efter den bygmester som opførte de fleste af husene på vejen. Fra haven er der frit udsyn til den engang så store arbejdsplads, Kaas briketfabrik.
Niels Jensen var i starten af ansættelsen beskæftiget med forefaldende arbejdede, som f.eks. anlæggelse af grøfter langs Briketvej. Senere blev han maskin- og traktorfører. I starten ude i mosen. Senere, i takt med at mosearealerne blev afgravede og den tidligere mose forvandledes til marker med afgrøder - som f.eks. korn og kartofler - blev det andre maskiner der blev spændt efter traktorerne.
Han beretter, at det var en arbejdsplads hvor man fik lov til at bestille noget. Kunne man affinde sig med det, var der gode muligheder for at have beskæftigelse hele året. Det var noget som vejede tungt i en tid med stor arbejdsløshed. Så havde det jo også en stor betydning, at der ikke var længere på arbejde end at man kunne gå derop.
Arbejdspladsen
Fabrikken kørte i treholdsskift året rundt. Det var for dyrt at lukke helt ned for derefter at starte op igen. Niels var i starten beskæftiget i fræsemosen. Det vil sige, at han kørte med en af de traktorer som fræsede tørvelaget op. En fræsemetode som var udviklet på fabrikken. Efter nogle timers tørring blev det tørrede snus af andre traktorer med store frontmonterede skovle skubbet op til tipvognssporerne hvorfra det blev kørt til fabrikken eller ud i stakken - en kæmpe snusdynge som fyldte ikke mindre end 60000m2 - beregnet til vinterforbruget.
Niels husker arbejdet som en meget støvet affære. Dels hvirvlede den traktor han selv kørte på meget støv op, men de andre traktorer på stykket gjorde jo ligeså. Så indimellem gjorde det godt, at få hovedet ind under en vandhane oppe ved sporerne. Der var nemlig vandhaner med tilhørende slanger for hver
Snuslageret - bunkeren
En gang imellem afløste han Tommy Cleyton som arbejdede i bunkeren. Bunkeren var den bygning hvor snuset blev kørt ind i, inden det på transportbånd blev ført videre ind i mølleriet på fabrikken hvor det blev sigtet for urenheder - hujtjø - trevler og rødder fra mosen. Bunkeren rummede 80 – 100 ton, nok til et døgns produktion af briketter. Bygningen var uden vinduer og med et sparsomt lys – igen af hensyn til brandfaren. Eneste beskyttelse mod støvet – som der var masser af! - var et klæde bundet for underansigtet.
Det var ikke ufarligt at arbejde i bunkeren, hvor arbejdet bestod i, at lukke nogle lemme op i gulvet og med en hakke kratte i tørvesmuldet, så det faldt ned gennem hullet og videre ned på et transportbånd. Men indimellem kom der et skred fra den store dynge smuld som betød, at hullet ikke længere kunne ses. Så var det med at være forsigtig, så man ikke faldt ned gennem hullet.
Også kamp for et godt arbejdsmiljø dengang
Niels husker direktør Jørgensen som en meget venlig, menneskelig og forstående chef. En vinter hvor de var tre kolleger som kørte på traktorerne ude ved snusdyngen, blev de to enige om, at de ville kræve at få førerhuse monteret inden de frøs helt ihjel. ” Det går aldrig, i bliver fyret ” fremførte den tredje makker. ” Det er vi ligeglade med ” svarede Niels og makkeren. Efter fyraften bankede de på hos direktør Jørgensen og fremførte deres krav. ” Det har vi slet ikke tænkt på sagde Dir. Jørgensen stilfærdig. ” Selvfølgelig skal i have førerhuse på traktorerne ” udbrød Jørgensen. Nogle dage senere blev der taget mål til førerhusene, og kort tid efter blev de monteret.
Til det skal der lige forklares, at de første førerhuse var lavet af træ. Senere så mange forskellige typer dagens lys, lavet hos den lokale landsbysmed. Det var før den tid hvor de skulle være styrtsikrede og typegodkendt! Vinduesviskeren var manuelt betjent, med et håndtag indvendig ført igennem glasset som man selv skulle dreje frem og tilbage. Og når man skulle dreje foregik på den måde, at man rakte armen ud gennem en lille lem bagerst i førerhuset. Men førerhusene gav dog på trods deres simple opbygning, ly for vejret, og det var jo netop hensigten.
Nye traktorer
En anden begivenhed som står prentet i hukommelsen, var en vinterdag i slutningen af halvtredserne, hvor de var en flok traktorførere i ens kedeldragter, som blev kørt ud til havnen i Aalborg. Her skulle de hente en sending nye traktorer til fabrikken og avlsgården. Det var 8 stk Fordson Super Major 4 stk David Brown 1 Nuffield og en Bukh. Maskinhandleren tog billeder af begivenheden og alle mand blev bespist inden hjemturen - som blev en kold omgang! Med hensyn til Bukh traktoren husker Niels, at den ikke var så velegnet ude i mosen, men i opdyrkningen var den en af de bedste, med en fantastisk sejtrækningsevne.
En hård tørn var det også for Hedvig Tidselbak, Katrine Buje, Nielsine Jensen og Sine Thøgersen. De var nogle af de damer som stablede briketter oppe i jernbanevognene. Her stod de i alt slags vejr, kun beskyttet af et halvtag uden sider, i konstant træk og tog briketter fra sliskerne. Når det var rigtig koldt om vinteren, lagde de et lag af de stadigvæk varme briketter i bunden af vognen, som de så kunne stå og lune sig på. Når vognene var læsset, blev de vejet og herefter trukket af ” Stukken ” - kælenavnet på den Frichsbyggede rangertraktor på 60 HK fra 1933 - på den
Vemodigt tilbageblik
Jo, og så var der også… Niels bliver ivrig og lyser igen og igen op i et stort smil, ved tanken om det der var engang. Begivenheder som står så lyslevende for ham. Niels husker navnene på mange af de tidligere arbejdskolleger og hvor de boede.
Efter briketterne
Efter fabrikkens lukning i 1966, blev Niels ansat ved fabrikkens landbrug hvor han arbejdede i nogle år. Herefter tog han arbejde i Aalborg som så mange andre fra Moseby og Kaas. Arbejderne herfra egnen var meget værdsatte ude på de forskellige arbejdspladser, som værende dygtige og stabile, og havde derfor nemt ved at finde arbejde igen.
Efter at Niels for nogle år siden mistede sin hustru og helbredet er blevet dårligere, er det hele ikke så sjovt længere. Nej, så var der alligevel mere ved det da man gik på arbejde derude i mosen, selv om det kunne være strengt slutter Niels Jensen sit tilbageblik
