En tidlig morgen i mosen...            

Spændende foredragsrække i gang om Kaas Briketfabrik og livet i moserne

Moselauget har modtaget støtte fra Jammerbugt Kommunes landdistriktsmidler til foredrag med fokus på Kaas Briketfabrik og livet i moserne. Der arbejdes stadig på at finde en model, hvor der kan skabes nyt liv i den gamle fabrik. Imens er det vigtigt at formidle den nyeste viden om Kaas Briketfabrik, livet i mosen og få inspiration udefra. De tre første foredrag er afholdt med flot fremmøde. Alle interesserede kan gratis deltage i forårets sidste arrangement den 18. maj, hvor briketfabrikken skal besøges og man ser nærmere på tørvegravningens kulturlandskab.

Kaas Briketfabrik. En ny dansk industri?

Foredrag med Morten Pedersen den 16. februar 2011

I februar mødte 53 op for at høre museumsinspektør Morten Pedersen fortælle om sin nye undersøgelse af Kaas Briketfabriks rolle lokalt, nationalt og internationalt.  Fabrikken har siden etableringen haft ry som et teknologisk foregangsanlæg. En af udfordringerne har været at undersøge, om rygtet talte sandt eller fabrikken blev et symbol på en egn fastholdt i et ufaglært leje. Ud over de traditionelle arkiver og kilder har Morten Pedersen haft adgang til fabrikkens grundlægger, Ib Nyboes omfattende privatarkiv ved erhvervsarkivet i Århus og er senest kommet over nogle af hans dagbogsoptegnelser.

Ved fabrikkens indvielse i 1926 var alle sejl sat til. Journalister fra hele landet blev transporteret med særtog helt til Kaas og vist rundt på noget man i dag ville kalde en regulær ”branding” tur. Det viser sig, at det var en foretagsom verdensmand, der var i gang i Kaas. Ib Nyboe havde en meget stor sommerresidens i Hundested og var ud over at være ingeniør og industripionér også Grønlandsfarer og en god ven af Knud Rasmussen. Siden 1904, hvor Nyboe havde sikret sig rettigheder til indvinding af tørv og kalk i Lundergårds Mose, var han blevet opfordret til at etablere en briketfabrik. Hungeren efter brændsel var kraftigt stigende pga. industrialiseringen. Der var flere danske deputationer på ture til udlandet for at se på tørve- og briketfabrikker. I 1924 udtalte ingeniør Rostrup efter et besøg på Briketwerke Friedland i Berlin, at produktionen var: ”fuldt ud gennemeksperimenteret og løst paa en Maade, der ikke lader Tvivl tilbage om, at en Tørvebriketteringsfabrik som den paatænkte vil kunne holdes i jævn og sikker Drift gennem en Aarrække”. Dette skulle senere vise sig ikke at være en sandhed med store modifikationer.

De originale tegninger til Kaas Briketfabrik eksisterer stadig. Fabrikken er en importeret kopi fra Buchau af en tysk brunkulsbriketfabrik, der blev tilpasset til at fremstille tørvebriketter. De tyske brunkulsbriketfabrikker var igen blevet udviklet ud fra tørvebriket teknologien. I 1920’erne besøgte Nyboe Tyskland for at følge udviklingen og senere indhenter han tilbud fra Buchau på en fabrik med to pressere, der hver har en kapacitet til at tømme 7 ha. mose om året. Derefter fulgte herhjemme en diskussion af afsætningsmulighederne, men nok så interessant en diskussion af, om der på egnen kunne skaffes arbejdskraft nok til at betjene fabrikken hele året og ikke kun om vinteren, når folk ikke havde så meget at se til i de traditionelle erhverv. Efter problemer med at rejse kapital, vælger Nyboe selv at skyde et stort beløb i fabrikken, midler der stammer fra hans aktiviteter på Grønland med minedrift og især salg af indhandlede skind fra fangerne i Thule til USA. Der går altså en lige linje fra de pelsklædte Vanderbilt fruer i New York til etableringen af Kaas Briketfabrik.

Den nye fabrik ender med én presse med en kapacitet på 15.000 t om året.Men produktionen når i de første 5 år end ikke 15.000 t i alt. Nyboe giver de våde somre skylden, men i virkeligheden var den anvendte hydropeat metode, hvor tørvemassen spules fri, uegnet til fremstilling af kvalitetsbriketter.I stedet går Nyboe ind i en ny opfinderfase i 1929 med at fræse mosen og tørre og presse smuld. Den samlede opfindelse patenteres, og senere overdrages patentet grundet mangel på kapital for 55.000 Pund til et britisk firma, Peco Ltd.,der tager æren for opfindelsen. I Kaas bliver der råd til at opstille det første eksemplar af et Peco-tørreanlæg, som står der endnu. Efter betalingsstandsningen i 1931, eksplosionen i 1933 og genopbygningen af fabrikken efter de nyeste metoder starter en ny æra, hvor fabrikken i Kaas får besøg af en række udenlandske deputationer og danner forbillede for en række søsterfabrikker i Irland, Estland, Sverige og flere i Rusland (bl.a. en fabrik med 14 pressere og en årlig produktion på 180.000 t). Udefra kan man efter den totale omdannelse næsten ingen forskel se på fabrikken. Betontaget bliver dog udskiftet med eternit.

Gennem forsikringsoplysninger er der skabt et overblik over antallet af briketfabrikker i Danmark på forskellige tidspunkter. I 1920erne er Kaas Briketfabrik ene på markedet. I 1935 var der 3 briketfabrikker i Danmark og i 1954 en ca. 60 stykker. Mange kom til efter 1945, men langt de fleste har under 20 ansatte og nogle helt ned til to ansatte. Mange fremstiller formbrændsel, ikke briketter. Den største fabrik efter Kaas er Birkegårdens Briketfabrik (syd for Holbæk) med 149 ansatte. Den er indrettet i en simpel træhal ligesom de andre mindre fabrikker. Konklusionen er, at briketfabrikken i Kaas var og er den eneste af sin art her i landet. Efter ombygningen i 1933 blev den en dansk foregangsfabrik og model for fabrikker i en række andre lande. Der findes med sikkerhed ikke noget lignende bevaret andre steder i Danmark. Set i en bevaringssammenhæng er det fabriksanlægget fra 1926 og Peco-tørreanlægget, der er de centrale elementer, og de står der endnu.

Alt i alt kom Morten Pedersen omkring mange spændende, nye sammenhænge vedr. Kaas Briketfabrik. Der arbejdes nu med at skaffe støtte til at udgive undersøgelsen som bog, så resultaterne kan nå ud til en større kreds.

Livet i klitten og mosen

Foredrag med Arne Sloth Kristoffersen den 9. marts 2011

I marts var mere end 75 mødt frem for at høre tidl. skoleinspektør og forfatter Arne Sloth Kristoffersen fortælle om livet i klitten og mosen.  Det omfattende arbejde med bogen ”Brovst som arbejderby” har ført Arne Kristoffersen vidt omkring, også til moserne, hvor mange arbejdere havde deres udkomme. Han fortalte om livet og det hårde slid i mosen, skurbyer og klondike, aktiviteter under 2. Verdenskrig, planerne for Sandmosen og tilblivelsen af de såkaldte tyskerveje.

Udgangspunktet er hele området mellem hav og fjord. Mod nord ligger den 30 km2 store mose, der strakte sig fra Moseby over Lundergårds Mose og Udholm til Sandmosen og Koldmosen, hvor Johan Skjoldborg var lærer og bl.a. skrev En stridmand og husmandssangen, Når vinteren rinder i grøft og i grav. I mosen havde mange mulighed for at supplere en sparsom indtægt. Ikke blot arbejdsmænd og dem på de små landbrug, men også håndværkere og folk fra de liberale erhverv søgte ud i mosen pga. arbejdsløshed og de gode penge. Ofte flyttede hele familien ud i mosen i sæsonen. Begge forældre og de lidt større børn deltog i det tunge slid. En af de mest kendte tørveproducenter var Lars Peter Larsen, kaldet Lies Las, der ejede Gerbakgaard i Udholm. Hvert år flyttede mange ud på hans areal, hvor der opstod en hel skurby. Blandt dem var Markvard og Cecilie Pedersen fra Brovst. De boede i et træskur med kun et rum med bord, fire stole, et skab og to køjer, mens køkkenet var i et udhus. Markvard skulle fjerne det op til 2 meter tykke sandlag over tørven, mens Cecilie skulle vende tørvene og rejse dem i stakke. Børnene Hardy og Ketty gik i skole i Moseby og følte, de klarede sig godt i forhold til de andre børn, der talte et ”mærkeligt sprog”. En anden arbejder i mosen var Svend Hjardemål, der sammen med sønnen Bent boede 4 somre i træk ude i Sandmosen i et blikskur. Svend lavede pressetørv. Hans kone Ellen stod for at tørre tørvene og rejse dem i stakke. Drikkevandet fik de fra det vandholdige sand, der lå over tørvene. Det var ikke rent, så de startede altid sæsonen med at få Roskildesyge, men det gik over i løbet af et par dage.

Lies Las leverede bl.a. tørv til egnens mejerier og til Urban i Aalborg. Også Brovst sygehus brugte tørv, og det var et stort arbejde altid at sørge for den rette temperatur. Tørv til opvarmning af hjemmet gravede mange selv i mosen. Blandt dem var Petrus og Anna Ottomine Østergård, der med 8 børn boede i Brovst på C. O. Jensens Vej. På loftet var der plads til et børneværelse og 10.000 tørv, som de gravede hvert år i Koldmosen. Arne Kristoffersen mindes, at det var to rødhårede brødre fra Moseby, der leverede tørv til hans far, der solgte foderstoffer og brændsel i Brovst. Under 2. Verdenskrig og i de første efterkrigsår steg efterspørgslen på tørv kraftigt, og 50.000 arbejdere var på det tidspunkt beskæftiget inden for tørveindustrien i Danmark. På Kaas Briketfabrik arbejdede der folk fra hele egnen, bl.a. Andreas Simonsen fra Brovst, der hver dag gennem 6 år tilbagelagde turen på cykel på grusvej og sled en krank op om året.

Arbejderne i området supplerede også indtægterne ved at tilplante klitten, grave grøfter og kanaler og deltage i de store dæmningsbyggerier. Gravearbejdet foregik med håndkraft helt op i 1950erne. Ofte var kanalerne dybe og gravearbejdet skulle foregå i ”etager” og jorden lempes op i flere trin. Tidligere var Brovst en havneby, hvor paketbåden fra Aalborg kunne sejle helt ind med varer. I 1920 blev dæmningen mellem Attrup og Øland færdig, så sejlrenden til Brovst forsvandt. I 1954 forsvandt også den lavvandede fjord bag dæmningen, da man indviede pumpestationen i Attrup. Afvandingen gik langt ind i baglandet, helt til Mou Kær, og fik stor betydning for de mange små brug på de vandlidende arealer. Afvandingen banede også vejen for udstykning af 50 nye husmandsbrug, de sidste i landet.

Under 2. Verdenskrig arbejde mange for tyskerne. Ofte blev de tvunget til det. Svend Hjardemål (omtalt tidligere) var sammen med andre fra egnen med til at udbygge Aalborg Lufthavn til Nordeuropas største militære flyveplads. Den 13. august 1940 var han vidne til tyskernes nedskydning af 11 engelske Blenheim bombefly. To faldt ned i Klithuse, det ene ved Udholmsvej og det andet ved Rødhusvej. Alle 6 besætningsmedlemmer omkom.

Undervejs og under spørgerunden kom Arne Kristoffersen ind på mange flere personskildringer og anekdoter, som han har fået fortalt gennem de mange interview til bogen.

Hvad sker der i Lille Vildmose?        

I april var der 17 tilhørere til centerleder Bo Gregersens meget engagerede beretning om, hvad der sker i Lille Vildmose, hvordan hele processen med opbygning af det nye Lille Vildmosecenter er forløbet, og hvilke erfaringer man kan drage, som andre kan lære af.  

Lille Vildmose er først og fremmest kendt for sin enestående natur. Det er nu den ”store” mose og det største fredede område i Danmark. I 1750 var der 6.000 ha. sammenhængende mose og området var helt ubeboet. I dag er der fire moser i området og to store naturskove, Høstemark og Tofte Skov, som blev indhegnet i 1906 af Lindenborg Gods. Da greven var dårligt gående fik han lavet en smalsporsbane ud i mosen, så han siddende på sin vogn kunne gå på andejagt. De to naturskove har fået lov at udvikle sig frit indenfor hegnene. Der er nu registreret 5.500 forskellige planter i Høstemark og med mellemrum finder man nye dyr og planter, fx en svirreflue for et par år siden.

Bestanden af 450 krondyr i Tofte Skov er langt mere oprindelig end andre krondyr i Danmark, da indhegning har beskyttet dem. Vildsvinene blev udsat i 1926 (tre søer og tre orner) og nu er der 150. Odderne i området har bredt sig. De udsatte vildokser er gode som naturplejere, men er ikke så publikumsvenlige. Det overvejes at introducere elge, europæisk bison og bæver. Lille Vildmose er også kendt som fugleeldorado med kongeørnens genankomst i 1999 som det første sted i Danmark, havørnen i 2010, rørhøge, traner på 1,5 m, hvor bestanden er i kraftig vækst, og den sjældne amerikanske krikand. Folk kommer nu fra hele Jylland og der er et tæt samarbejde med ornitologisk forening, DOF.

Lille Vildmosecentret gør meget ud af at involvere forskellige grupper. Der er etableret en Vildmoseforening med 450 husstande. Desuden samarbejdes med Dokkedals remisebisser, DOF, Danmarks Naturfredningsforening og stjernekiggerne. Der er også etableret en støttegruppe på 1.155 personer, der arbejder på at få gjort Lille Vildmose til Nationalpark. Aage V. Jensens Fonde, der ejer store dele af området har etableret 5 fugletårne, og der er lavet nye stier og brochurer samt et oversigtskort, der viser attraktionerne i området. Centeret har cykler også med elmotor, som kan lejes til at komme vidt omkring i det store område. Bevæger man sig til fods er Muldbjergene et godt område sammen med to nyetablerede gangbroer ud i den jomfruelige mose.

Årligt er der 100.000 besøgende i fugletårnene, 45.000 i centret, 8.000 på guidede ture og 4.000 ved remisen, i alt 157.000 personer. Folk vil se, høre, røre. Den store, fine og dyre udstilling i centeret er faktisk forældet og ikke vejen frem i dagens formidling, da det er en død ting og vil koste millioner at forny. Det populære er de meget flotte naturfilm, naturværkstedet og ørnesimulatoren. Cafeen er heller ikke nogen god idé, da den koster ressourcer og giver bøvl. Et sted, hvor folk kan spise medbragt mad, havde været mere optimalt. I øvrigt er selve centret et ekstremt dyrt hus og driften er en daglig kamp. Centeret er lukket om vinteren, hvor der næsten ingen aktiviteter er i mosen.

Initiativet til etablering af Lille Vildmosecentret kom fra Sejlflod Kommune og mottoet var ”fra nyttesløs sump til rekreativ guldklump”. Kommunen fik Staten til at købe Vildmosegård i 1997 og beholdt selv bygningerne, mens jorden gik til staten til afgræsning og naturgenopretning. Bo Gregersen blev ansat som naturvejleder og sad på gården. I perioden 1997 til 2004/5 arbejdede man på at skaffe penge til et nyt formidlingscenter til 40 mio. kr. Aage V. Jensens Fonde gav 20 mio., som de fik i fredningserstatning. De øvrige midler kom fra EU, amtet, landdistriktsmidler, Friluftsrådet med 3.5 mio. (Tips og lottomidler), Spar Nord, Den Obelske Familiefond og Arbejdsmarkedets Feriefond.

Stedet er opbygget som tre kinesiske æsker, hele mosen, området omkring centret og selve centret, der åbnede i 2006 som det første. Bagefter har man arbejdet med området omkring centret, hvor der går vildsvin og er etableret en naturlegeplads og et sted for primitiv overnatning. Lige nu arbejdes der med at etablere 800 m skinner fra centret ud i mosen, et projekt til 6 mio. kr. Vil ikke anbefale andre at køre med passagerer, da det har kostet mange ressourcer at få tilladelser til det. Det er meget lettere, at arbejde med flytbare skinner og køre med lokomotiv og vogne som kun fx remisebisserne har adgang til.

Smalsporene i Lille Vildmose er en historie for sig og er etableret på forskellige tidspunkter fra 1905 til en stor spritfabrik og senere fra 1910 -18 for at transportere tørv frem til udskibningen ved Mou og senere til Kongerslev. Spar Nord Fonden har bidraget med midler til Remisen til erhvervelse af lokomotiver. Har en original Kastrup fra 1937 og en original Pedershaab fra 1940. Grevens jagtvogn er sat i stand, og der er bygget en passagervogn til 12 personer.

En plan for de kommende 5 års aktiviteter og investeringer er undervejs. Heri indgår etablering af Vildmosebanen, formidling af store pattedyr, genetablering af Birkesø og af store dele af højmosen ved at sætte arealer under vand, udpegning til nationalpark og nye naturfilm. Tilsammen vil projekterne koste 44 mio. kr. og 75 % går til naturgenopretningsdelen. 2 mio. går til formidling. Der kommer midler fra EU's LIFE program, Aalborg Kommune, Naturstyrelsen og Aage V. Jensens Fonde og genopretningen forventes at generere nye aktiviteter. Formidlingen må gerne være lidt sjov, men det skal være seriøst og ikke udvikle sig til tivoli.

Bo Gregersen kunne afslutningsvis anbefale at samarbejde med så mange lokale grupper og foreninger som muligt og prøve at få ansat en formidler, kultur eller friluftsformidler, som kan være med til at drive et projekt fremad. Det er vigtigt, at der kan sættes et ansigt på, og at der er én, som arbejder fuldtids med opgaven.

Forårets sidste arrangement

18. maj 2011, kl.19.00

Tørvegravningens og briketfabrikkens kulturlandskab

Besøg ved Kaas Briketfabrik med Moselaugets formand Leo Kristensen og museumsinspektør Morten Pedersen.

Fra 1926 til 1966 omdannede Kaas Briketfabrik Lundergaards Mose til et af Danmarks største industrilandskaber. Siden produktionens ophør har fabriksbygningerne ligget øde hen, og forfaldet er nu stærkt fremskredet. Der gøres i disse år et sidste desperat forsøg på at redde de store bygninger, så de kan genanvendes til nye formål – i stil med en række af søsteranlæggene i det berømte tyske Ruhr-distrikt. Turen vil tage os rundt i industrilandskabet. Undervejs vil der blive fortalt om nogle af de vigtigste begivenheder og de spor, der stadig kan ses i landskabet, og om arbejdet med fabrikkens genanvendelse.

Mødested: Kaas Briketfabrik, Pilevej 1, Moseby, 9490 Pandrup.

Der er mulighed for at køre med i bil kl. 18.15 fra Aalborg Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg ved henvendelse til Morten Pedersen påMP-kultur@aalborg.dkeller telefon 99 31 74 00.

Arrangør: Nordjyllands Historiske Museum i samarbejde med Moselauget

Marius Ib Nyeboe og briketfabrikken i Kaas
Hvad har en grafit mine i Amitsoq på Josva halvøen i Grønland, pelsklædte damer i New York og Kaas Briketfabrik tilfældes? Jo, de har alle haft en
fællesnævner der hed: Marius Ib Nyeboe.
Det blev en interessant aften for de ca. 40 fremmødte, da Nordjyllands Historiske museum og Moselauget, havde arrangeret rundvisning ved den
nedlagte Kaas briketfabrik ved Moseby.
Morten Pedersen fra Nordjyllands Historiske Museum, fortalte spændende om pioneren Ib Nyeboe. Om hvordan Nyeboe havde fået ideen til en briketfabrik i Kaas og om hvordan han havde været involveret i minedrift på Grønland. Her havde han sammen med sin nære ven og kompagnon, Grønlandsforskeren Knud Rasmussen, også tjent gode penge på salg af polarræveskind til New York.
Med sine erfaringer fra ophold i USA, startede Nyeboe eget firma op med speciale i fyring og energiteknik samt forskelligt industri materiel.
Firmaet voksede indtil 1. verdenskrig og Nyeboe udviklede en særlig interesse for tørv og tørveteknologi, samt fremstilling af elektricitet ved
tørveafbrænding. Det fik han i øvrigt en 1. præmie for i 1905 af Den Tekniske Forening. Næsten 20 patenter lagde han navn til inden for
tørveteknologien.

De mange aktiviteter havde gjort Nyeboe til en holden mand. Men da firmaets filialer i Rusland blev nationaliseret i 1917 mistede han betydelige
aktiver, og det kostede ham hvad der i nutidskroner ville svare til 20 mio. kr. Men Nyeboe var en ukuelig optimist og igangsætter, så selv om han
personlig var svækket økonomisk, så fik han finiancieret fabrikken i Lundergårds mose, hvor han havde sikret sig rettighederne til udnyttelsen af
tørv og kalk.

Leo Kristensen fra Moselauget fortalte om fabrikkens indretning og om briketfabrikkens store betydning for modstandsbevægelsen under krigen.
" Kaas gruppen " havde en stiltiende aftale med direktør Jørgensen fra briketfabrikken om, at de når som helst kunne hente en lastbil, til
hjemtransport af de nedkastede våben ude i mosen på nedkastningspladsen"Yrsa" som pladsen hed i brikettens mose, til skjulestedet på kalkværket som lå lige nord for briketfabrikken. Ikke mindre end 30 tons våben blev der modtaget på nedkastningspladserne i Moseby, Birkelse, Aabybro, Klim, Brovst, Fjerritslev og på Øland. Alt det modtagne gods fra alle pladserne, blev gemt i tårnet over kalkværkets ovn.

Selv om der var mange tyskere indkvarteret i Kaas, kunne modstands- bevægelsen operere rimeligt ugenert, uden at vække større opsigt hos
tyskerne. Måske fordi der i forvejen var stor aktivitet med transport af kalk, tørv og briketter i området døgnet rundt. Gemt under kalksækkene
transporterede man våbnene videre til modstandsbevægelsen. Selv om det var særdeles farligt, gik der ingen piloter, fly eller modstandsfolk tabt under
aktionerne.

Ca. 1200 personer havde arbejde med tørv og briketter under krigen.

 

Yderligere arrangementer i 2011, herunder et borgermøde i samarbejde med Jammerbugt Kommune om mulighederne for at redde og genanvende briketfabrikken, er endnu ikke fastlagt.

Ved alle arrangementer er Moselauget vært ved kaffe eller en forfriskning.